Søgemaskiner

Manual

Indholdsfortegnelse

Søgemaskiner


Et væsentligt grundlag for succes med en webside er at tiltrække besøgende via søgemaskiner. Der er dog ikke nødvendigvis noget vundet ved bare at få besøgende - det afgørende er at få de rigtige besøgende. Hvis en normal person fra målgruppen således finder websiden ved at bruge et søgeord, som denne forventer at finde en sådan side med, er dét det optimale at få ud af en søgemaskine.

Der er grundlæggende to elementer i at opnå dette resultat: indekseringen og rangeringen.

Indeksering

For at kunne levere søgeresultater til deres brugere, har søgemaskinerne såkaldte indekseringsrobotter, som med jævne mellemrum besøger alle sider på internettet. En indekseringsrobot starter på én kendt side (typisk domænenavnet), og følger derefter alle links den kan finde på denne og alle efterfølgende sider. For hver side gemmer robotten indholdet og udtrækker de data, der senere skal bruges til at matche mod brugerens søgeord.

Som det ligger i navnet er disse robotter automatiske programmer, der ikke sidder et menneske bag. Formålet med en indekseringsrobot er dog netop at opfatte de enkelte websider, som et menneske ville opfatte dem. Optimalt set ville robotten altså se siden som et mennske, og i så fald ville det eneste tekniske arbejde, man skulle tænke på i denne henseende, at gøre siden så god som mulig for menneskeøjne.

Der er i midlertid en række tekniske forskelle på, hvad en robot og et menneske kan se med nutidens teknologi. Det som robotten ser minder langt mere om, hvad man kan se med en tekstbaseret browser, som fx blinde mennesker bruger. Primært kan en robot ikke se eller forstå indholdet af et billede. Derfor bør billeder - i søgemaskineoptimeringsmæssig øjemed - som udgangspunkt ikke bruges til fx afgørende navigering, men helst kun til illustration. Billeder bør desuden altid akkompagneres af beskrivende ALT-tags, som robotten godt kan forstå.

Der er også eksempler på ting som indekseringsrobotten kan se, men som mennesker ikke kan se. Dette danner grundlaget for hovedparten af manipulation af søgemaskiner, som mange såkaldte SEO-firmaer benytter sig af. Fx kan man skrive hvid tekst på hvid baggrund, overskrifter med usynligt små bogstaver eller have hele sider, som vises så hurtigt, at mennesker ikke ser dem. På den måde kan man lade sine sider med en masse relevante søgeord til søgemaskinen, som ikke "spolerer" sidens indhold, fordi mennesker ikke ser dem. Det man overordnet gør er altså at fortælle indekseringsrobotten at ens webside handler om noget, som den egentligt ikke indeholder.

Den slags metoder har dog tre væsentlige problemer. For det første lokker man de besøgende ind på et falsk grundlag, og giver dem således noget andet, end de forventer. Man får altså forholdsvis færre "rigtige" besøgende på denne måde, og giver flere en dårlig oplevelse. Derudover er det underminerende for søgemaskinerne generelt, og dermed alle websider på sigt. Hvis alle fx lavede deres egne eksamensbeviser, ville ingen eksamensbeviser kunne bruges til noget. Søgemaskinerne er udmærket klar over denne fare, og derfor gør de det nødvendige for at forhindre dette med hårde sanktioner. Opdages den slags snyd af fx Google (og bruges det systematisk, er det ikke så svært at undersøge automatisk), udelukkes hele websiden. Det vil sige at ethvert spor af websiden fjernes fra Google, og det bliver umuligt at finde den. Det skete fx for BMW's tyske side. Det skal tilføjes at Google er meget kyniske med sanktioner, og ikke nødvendigvis giver en forklaring, hvis de er af den opfattelse, at der er foregået noget ukorrekt.

Det overordnede råd i forbindelse med søgemaskineoptimering til indeksering er således at fokusere på, hvordan mennesker ser og oplever siden. Det er vigtigt for både mennesker og indekseringrobotter at websiden er simpel og logisk bygget op, samt at den er let at navigere rundt i. Det er ligeledes en overordnet fordel for alle, at websiden kan betjenes uden billeder, og at alle billeder har beskrivende ALT-tags. Der er en lang række tekniske ting der kan gøres i HTML-koden, for at gøre siden lettere forståelig for robotter, men disse ting gøres eller udvikles allerede fra SUMOstudios side. Det anbefales derudover at man holder sig fra alle former for manipulation, og i stedet koncentrerer sig om at gøre de enkelte sider gode og indholdsrige.

Rangering

Stort set uanset hvilket søgeord man søger på i en søgemaskine, så er der tusindvis af websider der matcher disse, og dermed utallige resultater at præsentere til brugeren. Ingen bruger kigger tusindvis af resultater igennem, så det afgørende er, hvilke resultater der præsenteres først. Dette afgøres af rangeringen. Hos Google har hver webside en såkaldt Page Rank, som afgører - i sammenhæng med andre resultaters Page Rank - hvor højt denne skal rangere i den enkelte søgning.

Mens resultatet af indekseringen har betydning for hvor høj Page Rank, en webside gives i forhold til et søgeord - hvis ordet "BMW" fx bruges som overskrift på en webside, så tæller dette højere på søgeordet, end hvis det var placeret midt i en tekst - så er dette kun af grundlæggende betydning. Det mest afgørende for Page Rank er fremmede websider som linker til pågældende webside. Det er af afgørende betydning hvordan de fremmede sider linker og hvor høj Page Rank de selv har. Et optimalt tilfælde ville være hvis bmw.com på forsiden lavede et stort link til en anden webside med linkordet "BMW". Denne nye side ville i så fald "arve" bmw.coms Page Rank og sandsynligvis placere sig højere end selv denne som søgeresultat på Google.

Tanken er, at hvis en webside linker til en anden webside, så er det for at fortælle sine brugere, hvor man finder information om dette emne. Det er selvfølgelig også den normale mening med links, men SEO-firmaer udnytter ligeledes dette til at snyde søgemaskinerne. Typisk oprettes der en række "doorway"-sider på firmaets domæner, som indeholder en masse skjulte søgeord som brugeren aldrig ser. På den måde opfatter søgemaskinen at denne fremmede sider "anbefaler" den rigtige webside, selvom dette naturligvis ikke er tilfældet. Metoden, resultatet og sanktionerne er det samme som beskrevet tidligere under Indeksering. Den eneste egentligt forskel er blot, at snyderiet foregår via et "stråmands-domæne" og ikke på selve websiden.

Ovenstående informationer kan dog sagtens benyttes til at forbedre en websides rangering på helt legal vis. For en webbutik burde det fx være muligt at få en leverandør til at linke til én som forhandler. Der er utvivlsomt også andre websider, der omhandler ens produkter, som kunne være interesseret i at linke til én. En god måde at finde sådanne gode "partnere", er at bruge en søgemaskine på de søgeord, som man selv ønsker at være højt rangeret på. De websider der kommer frem på denne søgning, er dem som via links kan hjælpe én til den rangering.

En søgemaskine som Google lægger stor vægt på community-baserede sites såsom blogs og fora, fordi de afspejler hvad almindelige mennesker mener og generelt har en højere opdaterings- og dermed nyhedsfrekvens end alle andre typer websider. Fordelen ved disse er endvidere, at enhver kan bidrage til dem. Spørger en bruger på et forum, hvor man køber en billig BMW, kan enhver gå ind og svare med et link til den ønskede webside, som dermed vil "arve" forummets Page Rank. Det er selvfølgelig en stor opgave at udføre, hvis man vil være godt dækket ind på mange søgeord, men den grundlæggende tanke er selvfølgelig også, at det er de almindelige brugere selv, der skal gøre det. Hvilket igen leder tilbage til det vigtigste: at have en god webside, som brugerne synes om. Har man det, vil informationen med tiden spredes automatisk af de tilfredse brugere, selvom det selvfølgelig altid kan hjælpes på vej.

Søgeord

Det er væsentligt at forstå at en websides rangering i sig selv ikke nødvendigvis er videre nyttig - det væsentlige er rangeringen i forhold til et søgeord. Et søgeord kan i den henseende være et hvilket som helst ord eller en kombination, men fidusen er selvfølgelig at rangere godt på de søgeord, som kan tiltrække kunder til ens webbutik. Det allerførste man således bør gøre i forbindelse med at optimere en webside til søgemaskiner er, at lægge sig fast på hvilke søgeord man vil bruge, da man kun kan optimere til meget få af disse. Et eksempel kunne være "billige biler".

Her er det værd at tænke på, at den relevante rangering altid er relativ i forhold til konkurrerende sider. Jo bedre et søgeord er, jo mere konkurrence er der således også om det, og således kan det ofte være en fordel at koncentrere sig om et anderledes ordvalg, hvor man kan rangere højere. For en webbutik vil man typisk vælge søgeord der fokuserer på dét, man handler med. Bemærk at man sagtens kan have specifikke søgeord på hver enkelt side under ens webside. Det er faktisk en fordel at gøre det på den måde, da man jo normalt ønsker at folk ankommer et specifikt sted afhængig af søgeord - hvis en kunde søger på en specifik vare du sælger, så skal de gerne ankomme på pågældende vareside og ikke kontaktformularen eller et andet irrelevant sted. Det primære og vigtigste søgeord er selvfølgelig dét, du vil bruge til at sende besøgende til din forside.

Når man har lagt sig fast på sine søgeord, kan man gøre forskellige ting for at hjælpe søgemaskinerne til at forstå, at det er disse ord, som den enkelte side handler om, og at siden derfor skal rangere højt, når nogen søger herpå. I selve indholdet på siden er det væsentligste at søgeordene fremgår af titlen (som ses øverst i browservinduet), at det fremgår af overskrifterne, og at det fremgår nogle gange i løbet af teksten. Det gælder omvendt ikke om at skrive sit søgeord så mange gange som muligt, for så opfattes det bare som spam, hvilket tæller negativt i stedet for. Det er også en fordel at bruge søgeordet på ALT-teksten på relevante billeder, for at rangere billederne godt på søgeordene. Bemærk at hovedparten af disse aspekter udføres automatisk af systemet på SUMOshop.

En anden måde at bruge sine søgeord er i meta tags, som for år tilbage - før spammere misbrugte funktionen ihjel - blev brugt til at fortælle søgemaskiner, hvilke søgeord en side skulle fokusere på. Meta-søgeord kan stadig tilføjes, og man bør i så fald typisk bruge sit primære søgeord og et par stykker mere adskilt af komma, men har i dag kun begrænset effekt. Meta-beskrivelse har til gengæld bedre virkning, og vises derudover i visse søgemaskiner under den enkelte sides overskrift som en "appetitvækker" til brugeren. Er der ikke angivet nogen meta-beskrivelse, sammensætter søgemaskinen typisk selv en beskrivelse, ud fra sidens indhold. Således kan det godt være bedre ikke at have en meta-beskrivelse, end at have én generisk beskrivelse. Skriver man derimod gode meta-beskrivelser til hver eneste side - og de bør i så fald være på cirka 200 tegn og indeholde søgeordet et par gange - kan det dog sagtens være en afgørende fordel.

Slutteligt og vigtigst er de valgte søgeord dem, du bør sørge for bliver brugt, når andre linker til din webside. Søgemaskiner stoler først og fremmest på links fra fremmede sider, så hvis andre websider således med en linktekst fortæller at din webside handler om "billige biler", så antager søgermaskinen, at dette er korrekt. Det væsentlige er altså selve teksten, der udgører linket (og eventuelt et TITLE-tag) - altså fx "Her er et godt sted at købe billige biler".