Flytning af domæne

Manual

Indholdsfortegnelse

Flytning af domæne


I forbindelse med lancering af en SUMOshop kan der være ekstra overvejelser vedrørende pegningen af domænenavnet (www.dit-navn.dk) - især hvis der allerede findes en eksisterende webside med samme domænenavn.

Hvis det ønskede domænenavn ikke allerede er oprettet, bør det registreres tidligst muligt.

Hvis domænenavnet allerede er registreret og placeret hos en anden udbyder, er der to muligheder. Enten kan domænet redelegeres til SUMOstudio, eller den nuværende udbyder kan pege de relevante områder til SUMOstudios server.

Hvis der er væsentlige services som ønskes bevaret i forbindelse med domænet, fx Exchange-server, kan det være en fordel at lade ansvaret for domænenavnet ligge hos nuværende udbyder. Disse skal i så fald bedes om at ændre pegningen af de relevante dele af domænetraffikken - som minimum websiden, men typisk også e-mails - over til SUMOstudios server. Fra udbyderen har lavet denne ændring, går der normalt 24 timer før ændringen er slået igennem overalt. Bemærk, at man med denne løsning fortsat vil være kunde hos den gamle udbyder, og at denne altid skal kontaktes hvis der skal laves opsætningsmæssige ændringer på domænet.

En redelegering vil derimod sige, at SUMOstudio overtager ansvaret for al trafik til domænet. Dette vil normalt betyde webside og e-mails, men kan også være ftp-servere og andre services. Hvis der således er nogen områder eller services der skal bevares - typisk e-mail-adresser - så skal SUMOstudio informeres om dette, hvilket bør ske i tide inden redelegeringen udføres. Bemærk at services hos andre udbydere godt kan bevares, selvom domænet redelegeres. Det handler udelukkende om, hvem der har ansvaret for videresendelse af trafikken til domænet.

Hvis redelegering ønskes, skal dette informeres til SUMOstudio, som herefter sender en officiel anmodning om dette. Herefter vil DK Hostmaster sende en e-mail til den registrerede ejer af domænenavnet, for at bekræfte at redelegering ønskes. Når denne bekræftelse udføres, gennemfører DK Hostmaster redelegeringen, som derefter normalt vil være slået igennem overalt indenfor 24 timer.

Vær opmærksom på, at der ved ændret pegning er en periode på op til 24 timer, hvor forskellige servere i verden henholdsvis vil pege på den gamle og den nye server, hvormed man ikke kan være sikker på, hvilken af de to, som brugerne kommer i kontakt med.

Vær specielt opmærksom på, at når en ændret pegning er slået igennem, så vil der ikke længere være adgang til den gamle server fra domænenavnet. Findes der en gammel webside på den gamle server, vil denne således ikke længere være tilgængelig. Ønskes denne brugt i en periode efter ændret domænepegning, til den nye webside er færdig, skal dette aftales og laves specifikt af SUMOstudio. Normalt er det dog smartest at vente med at ændre pegning eller godkende redelegering, til den nye webside er klar. Hvis der i forvejen benyttes e-mail-adresser på domænenavnet og disse flyttes, så sørg for på forhånd at have aftalt med SUMOstudio at disse er genoprettet, og hav altid en alternativ e-mail-adresse til fortsat kommunikation, hvis noget skulle ske anderledes end forventet under ændringerne.